David Bülow om træ - Træ har stor styrke og er samtidig let at forme og forarbejde. Det er et utroligt alsidigt materiale, der kan tage form af alt fra den mest profane europalle til det mest forfinede instrument. - Træ patinerer smukt i sin rå form og kan samtidig behandles på mange måder, der afdækker nye lag i materialitet. Brugt som forskalling kan det overføre sin materialitet til beton og dermed understøtte og leve videre i andre materialer. - Vi har flere gange valgt at bruge egetræ behandlet med jernvitriol til facadebeklædning. Jernet reagerer med garvesyren i egetræet og fremhæver træets struktur. I regnvejr fremstår det behandlede træ kulsort, mens det i tørvejr tørrer op i varierende grå og grønlige nuancer. Det giver meget levende facader som samtidig er vedligeholdelsesfri. - I Schweiz og Østrig, blandt andet på ETH i Zürich, er de langt fremme i forskningen inden for træets muligheder og potentiale. Det er værd at holde øje med og forhåbentlig vil der være inspiration for de danske arkitektskoler.
|