| Norwegian Wood - et laboratorium Miljøvenlig træarkitektur for fremtiden Europas største træhusby Stavanger i Norge er Europæisk Kulturhovedstad 2008. Et af Kulturhovedstadens største projekter er Norwegian Wood. Et projekt, der ved at realisere 14 byggeprojekter med nyskabende og miljøvenlig træarkitektur skal forny og videreudvikle byens træarkitektur. Norwegian Wood projektet er den største satsning på miljøvenlig, innovativ træarkitektur i Norge, og projektet har været et laboratorium og en læringsarena for de involverede arkitekter, bygherrer, rådgivere, entreprenører og kommuner. Der blev lavet et omfattende prækvalificeringsarbejde, hvor målet var dels at få fat på de bedste arkitekter med erfaring med at bygge innovativt og miljøvenligt i træ og dels at skabe et byggelaboratorium med bidragsydere fra mange lande. Arkitekter fra otte forskellige nationaliteter har således været involveret i de i alt fjorten byggeprojekter under Norwegian Wood. Heriblandt den danske tegnestue aart Arkitekter. For byggeprojekterne under Norwegian Wood blev der ved opstart defineret høje kvalitetskriterier: De skal benytte miljøvenlige materialer og nye byggesystemer i træ, have et lavt energiforbrug, baseres på designprincipper for universel udformning og fremstå med høj arkitektonisk kvalitet. Norwegian Wood har eksisteret i fire år, og 7 af de i alt 14 projekter er eller bliver opført i 2008, mens resten opføres senere. Projektet har været ledet af Norske Arkitekters Landsforbund og i november 2008, ved afslutningen på kulturbyåret 2008, blev resultaterne af projektet præsenteret ved en stor international konference og ekskursioner til nogle af Norwegian Woods spektakulære byggeprojekter. Samtidig blev der afviklet en række fagseminarer og en stor udstilling af projektet i Stavanger. Norske Arkitekters landsforbund håber at Norwegian Wood vil leve videre efter Kulturby 2008, og at kvalitetskriterierne i Norwegian Wood-projekterne videreføres og videreudvikles til et mere miljøvenligt og klimaneutralt byggeri i hele Norge. |
|