Forside  |  Om guiden  |  Kontakt  |  Sitemap  |  Links  

 

 

 

 

 

 

 

  

 

Kim Dalgaard

Kim Dalgaard om træ 

 

- Træhuse er smukke og billige. De belaster ikke miljøet og har et bedre og sundere indeklima end ”almindelige” huse.

 

- Træ er et af de ældste og mest fundamentale byggematerialer. Det eneste som også er et plantemateriale og som derfor forbinder dagligdagen med den levende verden.

 

- I tidligere tider blev træ anvendt til stort set alt. Redskaber, møbler og huse. Skalaen i træets konstruktioner og i bygningsdelene giver en automatisk rytme og menneskelige proportioner i bygningsværket. Fleksibiliteten gør, at det er let at forarbejde og omdanne - selv efter mange år.

 

- Træ har lyde, bevægelser og lugte. Det er lavteknologisk og behøver ikke ornamentik eller særlige påfund. Træet har en struktur, der er smuk i sig selv og en overflade, der appellerer mere direkte til sanserne end andre materialer. Det er rart at røre ved, sidde og gå på.

 

- Arkitektur tilføjes poesi og uformel stemning, når der anvendes træ. Så det er ikke kun på grund af prisen, at træ er danskernes foretrukne materiale, når der skal tænkes i rekreation og feriebolig og steder, hvor man kan være sig selv og holde fri.

 

 Om barrierer for træbyggeri 

- De praktiske forhindringer for træhusbyggeri knytter sig primært til etagebyggeri i træ og forsigtighed hos bygherrer og myndigheder, når det gælder afprøvning af nye bygningsideer, som f.eks. massivtræ.

 

- Træets ”problem” sammenlignet med andre materialer, beton, tegl og stål, er dog stadig, at det ikke er 'fint' - måske fordi, det opfattes flygtigere og mindre robust. Og dog findes der træbygninger, som er næsten 1000 år gamle og stadig fungerer.

 

- Holdbarheden på træbyggeri sikres ved, at der vises særlig opmærksomhed til regnskærmen - facader og tag. Det kan ikke betale sig at konstruere alt for 'opfindsomme' eller komplicerede løsninger. Principperne er kendte og er beskrevet indgående mange steder. Facaden skal ventileres og behandles korrekt, vandet skal vises væk og flade tage skal undgås.

 

- Mange af tidligere tiders erfaring med at sortere træ i forhold til anvendelse er gået tabt i dag, hvilket er årsag til, at visse trækonstruktioner holder dårligere i dag end tidligere. F.eks. når det gælder trævinduer. Det er stadig vigtigt at sortere trækvalitet - hårdhed, træsort, årringenes placering o.s.v. - i relation til den specifikke anvendelse og vejreksponering.

 

Nye muligheder for træbyggeri med massivtræ

 - Fordelene ved at anvende massivtræ i byggeriet, frem for beton, er dog mangfoldige: Den store brug af træmateriale giver ikke blot CO2-neutralitet, som tilstræbes i mange byggerier, men giver endda et positivt bidrag til CO2-balancen. Træ kræver relativt lidt energi at høste. Det består af kulstof- og iltforbindelser, hvilket nedbringer luftens indhold af CO2 i stedet for, at det bliver afgivet som forrådnelse i skoven.

 

- I Norden er der overproduktion af fyr og gran i skovene - bl.a. med bidrag fra drivhuseffekten, hvorfor massivtræ må siges at være en usædvanligt bæredygtig bygnings-komponent. Især til større byggerier.

 

 

 

Træinformation   Lyngby Kirkestræde 14   DK-2800 Kgs. Lyngby   tlf. +45 45280333   email: traeinfo@traeinfo.dk   www.traeinfo.dk