Anders Tyrrestrup om træ - Træ er et enkelt og naturligt materiale, som er let at fragte, bearbejde og håndtere. Det kræver et minimum af forarbejdning, og derfor er det et godt materiale alene set i forhold til bæredygtighed og – ikke mindst i forhold til at reducere CO2-forbruget. - Når vi som arkitekter ”administrerer” et så stort ressource- og energiforbrug, som byggeriet står for, må vi påtage os et miljøansvar og søge at tænke det ind i både de små detaljer og de store linjer – her er anvendelsen af træ, med dets gode miljøegenskaber, en god start. - Vi vælger altid materialer udfra en helhedsbetragtning: Hvad vil stedet, hvad er det for en karakter vi ønsker, og hvem er brugerne? - Træ er i høj grad et identitetsskabende materiale, som er aflæseligt, og derfor ikke lader nogen i tvivl om, at det kommer fra naturen. Det alene påvirker og betyder noget for os. - Træ er formbart og har ikke en bestemt geometri som for eksempel teglsten. Det betyder, at der ikke skal bygges i et fastlåst modul, og at træet kan anvendes både konstruktivt og som beklædning på alle bygningens flader. Det giver en meget stor frihed i arkitekturen. - Vi kan godt lide at afprøve de historiske og traditionelle overfladebehandlingsmetoder som linolie og trætjære. Det er meget vigtigt for os, at træet bevarer sin naturlige karakter, selvom det er overfladebehandlet. - Den største barriere for kundernes valg af træbyggeri i Danmark er bekymring for besværet med vedligeholdelse. Men vi gør en dyd ud af at fortælle bygherrerne, at træbyggeri naturligvis skal vedligeholdes, men at man til gengæld får så mange gode karakteregenskaber igen. |