Peer Teglgaard om træ - Træ er et fantastisk materiale – måske det bedste produkt jeg kender til. - Uanset om træet skal bruges til et sommerhus i Vejby eller til en Opera i København, er det vigtigt for mig, at det udvælges og udformes, så træet er med til fremme den stemning, der ønskes i projektet. Al arkitektur handler i princippet om at skabe den rette stemning i den enkelte bygning eller by. - Træ har den fantastiske egenskab: At det altid er varmt i sit udseende, rart at røre ved og som regel let at bearbejde. Det trækker naturen ind i vores huse på en god måde. Derfor kan der skabes usædvanlige huse og rum udført i træ, og her er bearbejdningen, udformningen af træet, utroligt vigtig. - Det gælder som arkitekt om at finde den træsort, der passer bedst brugsmæssigt til funktionen og de påvirkninger, træet vil blive udsat for. Men det er også afgørende vigtigt, at træet kommer fra en bæredygtig produktion. - Et godt eksempel på en raffineret brug af træ i gennem mange årtier finder vi i Japan. Kigger vi på det gamle Kyoto, er her en meget forfinet brug af træ og bambus i de typiske japanske huse. Det gælder i dimensioneringen og opbygnen af husene, men især brugen af flytbare vægge og skodder giver et utal af rumlige og lysmæssige variationer. Japan har igennem hele sin historie sat æstetikken og kreativiteten i højsædet, og den tradition er ført videre i nye huse. Et eksempel på en tegnestue, der forsøger at arbejde videre med bambus er Kengo Kuma & ass., der f. eks. har bygget Bamboo Wall House i Kina i 2002. - Herhjemme har netop traditionen fra Japan været inspirationskilden til små meterværker i træ. Det er f.eks. Vilhelm Wohlerts gæstehus fra 1958 til Niels hr i Tibirke Lunde. Bygningen er opført som en sort trææske beliggende i en lysning. Vinduer under tagskiven leder lyset dybt ind i bygningen, men forløsningen kommer først, når portene og de tophængte skodder åbnes om foråret, og huset foldes ud med et hvidt indre. Det er et elegant bud på et mindre sommerhus. - Et andet fint hus fra samme periode er Halldor Gunnlögssons eget hus ved Øresund, hvor han leger med det sorte og hvide træværk og med en bearbejdning af huset, der giver associationer til Japan. - I de sidste 20 år er det især arkitekter fra Schweiz og Østrig, der har fundetnye måder at bruge træ på. En af de mere kendte er Peter Zumthor, hvis materialeforståelse har ført til rigtig gode huse, som det hans egen tegnestue ligger i. Også tegnestuer som Bearth & Deplazes arch. og Wespi & De Meuronhar arbejdet med huse helt i træ, eller hvor materialerne træ, beton og zink bliver sat op mod hinanden. Varmen fra træet spiller her hovedrollen i arkitekturen. - Herzog & De Meuron er endnu et eksempel på en tegnestue, der formår at tænke i nye baner med valget af materialer. I en baggård i Basel har de i 1988 opført er fint bearbejdet beboelseshus. Husets ydervæge er beklædt med store træpaneler og med skodder i samme dimension. Bygningen har et lidt forfinet udtryk, og varmen og glæden ved at arbejde med træ er meget tydelig. Det meget langstrakte hus føles derfor også udefra som både rart og imødekommende. - Mange af de gode træhuse ligger i naturen, og naturen er også en stor del af huset. |