Fredrik Pettersson om træ - Træ er et naturmateriale. Det signalerer naturlighed og er rart at sidde på og røre ved. Det er et CO2 venligt materiale, hvad der klart har betydning, når arkitekters vælger at bruge træ. Ofte er træ det billigste materiale, hvilket kan være afgørende for valget af materiale. - Et hus kan opføres helt i træ. Træ kan anvendes til den bærende konstruktion, til den udvendige og indvendige beklædning og til møbler. Det er der ingen andre materialer, der kan på samme måde, og det giver helt uanede arkitektoniske muligheder med træ. - Det er en barriere for udbredelse af træbyggeri, at træ skal vedligeholdes. I Sverige er man helt indforstået med at et træhus løbende skal vedligeholdes, men i Danmark lægger man vægt på vedligeholdelsesfrie huse. Derfor vælger mange moderne arkitekter at beklæde med cedertræ eller lærketræ, som de mener fint kan stå ubehandlet i det danske klima. - Ubehandlet træ fungere fint til bygningsværker placeret frit i naturen som for eksempel Kastrup Søbad, der står i den barske havluft og sommerhuse placeret ved den jyske vestkyst. Træets patinering er her en langsom nedbrydningsproces. På en måde er træet på vej tilbage til naturen. Ubehandlet træ er vanskeligere at anvende i byområder. Når der er asfalt omkring bygningerne, kommer det ubehandlede træ ofte til at fremstå forfaldent og kedeligt. Derfor mener jeg, at træbeklædninger i byområder skal overfladebehandles. |