Portræt Anna Maria Indrio, er partner i Arkitektfirmaet C.F. Møller, som er en af Skandinaviens ældste og største arkitektvirksomheder. Tegnestuen har hovedkontor i Århus og afdelinger i København, Vejle, Aalborg, Oslo, Stockholm og London. Arkitektfirmaet C.F. Møller arbejder med et meget bredt spekter af opgaver: Fra programanalyse, byplanlægning, arkitektur og landskab til udvikling af byggekomponenter og design. Tegnestuen arbejder ud fra idealet om det enkle, det klare og det uprætentiøse. Et dynamisk ideal, der nyfortolkes i de enkelte projekter med udgangspunkt i stedet og i dialog med internationale strømninger og regionale karakteristika. Tegnestuens arkitektoniske fundament er baseret på den håndværksmæssige og nordiske tradition. Det nordiske landskab, den nære kontakt med vandet, det kølige lys og de korte somre er væsentlige udgangspunkter for tegnestuens arkitektur. Der lægges således stor vægt på sammenhængen til landskabet, på rummet mellem husene og på lyset. |