EnergyFlexHouse Adresse: | Teknologisk Institut, Gregersensvej 3 | By: | 2630 Taastrup | Bygherre: | Teknologisk Institut | Arkitekt: | | Opført: | 2009 | Fotograf: | Teknologisk Institut | | |
|
| Ved Teknologisk Institut i Tåstrup bliver de nyeste opfindelser indenfor energieffektive byggetekniske løsninger og komponenter afprøvet. Det sker i et ekstremt fleksibelt udviklings- og demonstrationsbyggeri, EnergyFlexHouse, som består af et laboratorium og en familiebolig med betegnelserne EnergyFlexLab og EnergyFlexFamily.
De to huse har som udgangspunkt samme grundplan, indretning og samme størrelse og fremstår ens i et enkelt og genkendeligt bygningsdesign. Begge huse er grundlæggende en énfamiliebolig på 200 m2, i to etager med sadeltag. Bygningernes tagflader er orienteret mod syd og nord.
Laboratoriet fremstår udvendigt som et færdigt hus, men da det er et laboratorium og ikke skal anvendes til beboelse, er det indvendigt blot et råhus med synlige installationer.
Familieboligen vil løbende blive beboet af testfamilier og er derfor indrettet, som en vanlig bolig for en familie. Stueetagen rummer et side-by-side-rum, to baderum samt et bryggers/teknikrum. På 1. sal er der et stort fælles opholdsareal med fritliggende køkken og udgang til en østvendt terrasse og en vestvendt altan. Bygningerne har store vinduesarealer både mod syd, øst og vest, og ovenlys sørger for lys centralt i husene.
Der er tale om højteknologiske energineutrale huse, hvilket vil sige, at solceller og solfangere på taget producerer al den energi, der skal bruges i boligen og til en tilhørende elbil. Der er effektiv varmeisolering svarende til energiklasse 1. Konstruktionerne er naturligvis lufttætte, og der er anvendt lavenergivinduer. Endelig sørger en varmepumpe for det kombinerede varme- og ventilationsanlæg.
Træ er et af de dominerende byggematerialer, da husene er opbygget af et let byggesystem i form af en træskeletkonstruktion baseret på Kerto-spær. Fordelen er her, at den lette trækonstruktion giver plads til en effektiv isolering.
Taget er beklædt med tagpap, som også er underlag for be¬klædningsplader mod nord og integrerede solceller og solfangere mod syd. På de glatte facadeplader er der monteret lavenergivinduer af træ med kork, som øger varmeisoleringen i karmene.
Fleksibiliteten består i, at bygningsdele og installationer kan fjernes, tilføjes og udskiftes, så bygningerne afspejler den del af boligmarkedet, den aktuelle teknologi skal udvikles til. Eksempelvis kan klimaskærmen ændres fra lavenergiklasse 1 til standarden i det gældende bygningsreglement eller standarden i bygningsreglementet fra 1977. De to bygninger kan på den måde ændres efter behov og vil således være en mulighed for danske virksomheder, der har behov for at teste og udvikle energirigtige produkter.
|
|