Lærkehaven afd. 35 Adresse: | Asmusgårdsvej | By: | 8250 Lystrup | Bygherre: | Boligforeningen Ringgården | Arkitekt: | | Opført: | 2010 | Fotograf: | Boligforeningen Ringgården | | |
|
| Boligbebyggelse Lærkehaven i Lystrup ved Århus er en helt ny miljøvenlig bydel bestående af tre boliggrupper med i alt 122 lavenergiboliger. De tre boliggrupper er resultat af en international arkitektkonkurrence, der blev afholdt i 2003. Lærkehaven afdeling 35 og nabobebyggelsen afd. 34 er begge tegnet af schmidt hammer lassen architects, mens Lærkehaven afd. 33 er tegnet af de berømte tyske arkitekter Herzog+Partner.
Den nye bydel er en del af det EU-støttede SHE-samarbejde (Sustainable Housing in Europe) mellem fire lande med det formål at udvikle miljø- og energirigtigt byggeri. Hvert land opfører miljø- og energirigtige boliger med et markant forsøgsindhold og udveksler erfaringer og viden.
Lærkehaven afd.35, der består af 32 familieboliger i to plan, er opført som passivhuse. Det vil sig, at husenes varmebehov dækkes af passiv solvarme, af varme fra beboernes kroppe, fra boligernes elektriske apparater og ved varmegenvinding. Husene er ikke som de andre huse i området tilsluttet fjernvarmen.
De 32 familieboliger fremstår med et stærkt og moderne arkitektonisk udtryk. Boligerne er fordelt i fire rækker og opført som hvide kubiske huse med karakteristiske tårne, der trækker masser af lys og passiv solvarme ind i boligerne,
Specielt i boligerne opholdsstue, der er placeret på første sal giver tårnene et unikt lys. Boligernes køkken-alrum er placeret i stuen med direkte adgang til private lukkede gårdhaver.
Husene er opført med præfabrikerede træelementer. Træ egner sig fortrinligt til lavenergibyggeri, da der i træskeletkonstruktionen er plads til den krævende ekstra isolering. Hverken udefra eller indvendigt er det dog synligt, at der er tale om træhus da husene fremstår med pudsede facader og indvendigt med hvidmalede gipsvægge. Men trækonstruktionerne har stor indflydelse på boligernes indeklima.
|
|